• September blev den vådeste nogensinde målt i Danmark

    ソース: BDK Borsnyt / 30 9 2024 12:44:04   America/New_York

    Dette års september slog 56 år gammel rekord og blev den hidtil vådeste. Det skriver DMI på sin hjemmeside. Ved målestationen Esbjerg Renseanlæg Vest blev der fredag målt 144,6 millimeter. Det er en ny rekord siden målingernes start i 1874. Med rekorden vælter 2024 den hidtidige septemberrekord fra 1968 af pinden. Her faldt der 132,7 millimeter regn. Septemberens regn satte samtidig rekord i antallet af skybrudsdage i september. DMI har registreret i alt syv dage med skybrud i september. Det er det højeste antal, siden DMI i 2011 begyndte at måle skybrud landsdækkende. Det seneste skybrud ramte landet fredag, hvor forsikringsselskaber måtte rykke akut ud flere gange til skader i forbindelse med det kraftige regnvejr. I et bælte fra Vadehavet til Djursland faldt der mange steder mellem 30 og 70 millimeter regn fredag. Hos Tryg, der er Danmarks største skadeforsikringsselskab, var der mandag blevet anmeldt 148 vejrrelaterede skader efter fredagens vejr. Anmeldelserne kom primært fra Esbjerg, Fredericia, Kolding og Vejle. Alm. Brand oplyser mandag, at de har modtaget 160 anmeldelser. Topdanmark havde lørdag modtaget 125. Forsikringsselskaberne oplyser, at skaderne særligt omfatter vand i kældre, vand op gennem afløb, og vand der trænger ned igennem taget. Det er 13 år siden, at DMI har målt et højere døgnnedbør end i fredags. Det skete i forbindelse med skybruddet i København tilbage i juli 2011. På ni måneder er der faldet, hvad der svarer til et års nedbør. Med tre måneder forude kan 2024 slå rekord og blive det vådeste år nogensinde. Sidste år blev det hidtil vådeste år i dansk vejrhistorie. Hele 976,7 millimeter vand blev det til. Den såkaldte klimanormal for september er 74,5 millimeter nedbør. Klimanormalen beskriver med et gennemsnit, hvordan vejret har været de seneste 30 år. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/september-blev-den-vaadeste-nogensinde-maalt-i-danmark
シェアする